NYTÅR

(tilegnet Heino Byrgesen)

Adelige vinter
Hvor Gud lader sig vise
I grafiske grene
Og menneske hjerter der banker
af flid.

Jorden der slår ind
I drømmenes næsemuld
Så de to mødes
Og sagte, stille er tavse
I pur-rene lagener.

Ja, mødes skal mulden og jorden
Til det forår hvor endelig
Personen ved den skønne kobling
Genopstår.

For drømmene lover os
Prinseblåt og sølv:
Leg og befrielse.

Ikke ligefrem sprælske
Men lune og intense, går vi i støvregnen juleaften.

Mor står for maden.

Forsigtigt taler vi sammen, nærmer os
Kammertonen. Det bliver faktisk
Jul i os.

Der er intet sødt ved det, men agilt.

Han gav mig min første guitar, hinsides
Almindelige argumenters rækkevidde.

Vi går vi går inde i fokus.

En lilla, hensigtsmæssig accept
Af det gode liv.

De sølverne lavendler danser
En jævn kulmination i briser,
og udvikler den gamle duft af sindsro,
den velkendte smag af fred i skuffer og skabe.

Øde lilla nuancer
Skabt af Ham der bevarer os,
strømmende, fristende at indsnuse
i lungerne, opleve at du trækker vejret
og er den du er.

Lavendlernes trygge særkende
Beviser at tankerne kan fortsætte
Uden du behøver at tænke dem
Fordi de små ærkeblomster
Er én af Guds evige inkarnationer.

Dér var vi lige inde og røre ved noget helligt
Inde i lyrikken findes noget hymnisk og findes
Blåsorte fugl

Forpustede engel

Så vi er ikke gudsbenådede digtere
Men vi er gudsbenådede mennesker, mennesker:
Sigøjnere til hobe
Ti tider gnavne
Til andre kærlige
Fyldt med den uforklarligste
Ømhed

Alle mine familier
På et sekund.

Et stykke af solen
Er faldet herned
I uendeligt rislende hænder:
Den gode Gud har skabt en verden.
Skærer man meteoritten over
Vil man finde et mønster
Der vidner om Det Godes ansigt.
Du vil aldrig mere slukke lyset
I et andet menneskes øjne.

Et stykke af solen
Er ikke tilfældig invitation
Men al varme, alt menneskeligt, orange
Levende og almindeligt.

Du hviler
Du hviler og vender dig
Du ligger rationelt
Og håber endnu

Håbet findes også hos dig Valmue
Når du så bælgmørkt ligger i din seng
Må du love mig objektivt at håbe
Og huske på alle dine læremestre, plageånderne

For den højere kær-lig-hed-
Manifesterer sig ofte
Den vil så gerne lægges mærke til
Som i dette digt uden pointer

Hvad laver du så... i dette liv?
Jeg er digter. Så... ikke meget.
Hvad skriver du om?
Mit speciale er tang i vandkanten. Tror jeg.
Sig mig engang er du en påfugl?

Hvis, om tilforladeligheden vil,
Jeg får esoterisk besked på det, kan jeg.

Du behøver ikke at bevise noget

Et liv som dit
Kan
bevæge en sommerfugl
I
En vindueskarm

Vi holder jo af dit klovneansigt,
Din stil og dit overfølsomme
Hjerte

Du vækker klokkerne til live

Din selvlysende sindssyge
Mindre ensom alene
End sammen med de andre
I nabolaget.

Idet teddybjørn kan
Se sig selv i legemet
Vil han ikke ud
Dét er den mærkelige nøgle.